Handelsbetingelser

DANSK EMBALLAGE INDUSTRI A/S - TRANSOTAPE

SALGS - OG LEVERINGSBETINGELSER

 

  1. Indledning

    Disse salgs- og leveringsbetingelser finder anvendelse på Dansk Emballage Industri A/S' (herefter benævnt "Sælger") salg af Transotape produkter til sin direkte kunde (herefter benævnt "Køber"), medmindre andet er skriftligt aftalt mellem parterne eller følger af ufravigelig lovgivning.  Salgs- og leveringsbetingelserne anses som accepteret (i) ved indgåelse af aftale mellem parterne, (ii) ved Købers accept af Sælgers tilbud eller (iii) ved Sælgers ordrebekræftelse, forudsat at der i aftalen, tilbuddet eller ordrebekræftelsen er henvist til disse salgs- og leveringsbetingelser.

  2. Priser

    Alle priser er ekskl. moms og under forbehold for stigninger i materialepriser, arbejdsløn og eventuelle nye eller ændrede afgifter, medmindre andet er skriftligt aftalt mellem parterne. Ved angivelse af faste priser er disse priser kun gældende inden for de terminer, der i aftale, tilbud eller ordrebekræftelse er anført som accept- og/eller leveringsfrist.

  3. Tilbud

    Kun Sælgers skriftlige tilbud til Køber er bindende for Sælger. Alle tilbud er med forbehold for mellemsalg og er gældende to uger fra tilbuddets dato.

  4. Ejendomsforbehold

    Sælger forbeholder sig ejendomsretten til de til Køber leverede produkter, indtil disse fuldt ud er betalt, og Sælger er i tilfælde af manglende eller forsinket betaling berettiget til at tilbagetage produkterne fra Køber.

  5. Immaterielle rettigheder

    Alle immaterielle rettigheder til de solgte produkter tilhører Sælger eller Sælgers underleverandører og producenter.  Køber har ingen anden ret end den, der overdrages ved den indgåede købsaftale.

  6. Ordre og ordrebekræftelse

    Et køb er endeligt, når Sælger skriftligt har bekræftet ordren fra Køber, eller Køber har accepteret Sælgers tilbud. Herefter kan ordren ikke annulleres, ændres eller udsættes af Køber uden skriftlig accept fra Sælger, og da kun mod betaling af påløbne omkostninger, og i tilfælde af udsættelse kun mod kontant betaling af produkterne, der efter det oprindeligt fastsatte leveringstidspunkt opbevares for Købers regning og risiko.

  7. Levering

    Levering sker ab Sælgers forretningssted. Enhver forsendelse sker på Købers regning og risiko.

  8. Leveringstid og forsinkelse

    Leveringstidspunkter er anført i ordrebekræftelsen.  Forsinkelse med levering giver ikke Køber ret til at hæve handlen, medmindre levering fortsat ikke er sket i rimelig tid, efter at Køber har afgivet et skriftlig påkrav om levering til Sælger.  Hvis forsinkelse ved levering skyldes Købers forhold, forlænges leveringstiden i det omfang, det efter omstændighederne skønnes rimeligt, og Køber afholder eventuelle ekstraudgifter som følge af forsinkelsen.

     

     

     

     

  9. Force majeure

    I tilfælde af at Sælgers levering, rettidig levering eller mangelfri levering bliver forhindret eller forsinket af begivenheder uden for Sælgers kontrol, herunder men ikke begrænset til krig, optøjer, borgerlige uroligheder, regeringsindgreb, driftsforstyrrelser, transportvanskeligheder eller anden tredjemandssvigt, herunder manglende, mangelfulde eller forsinkede leverancer fra Sælgers underleverandører, kan Sælger ansvarsfrit udskyde leveringen eller helt/delvist annullere Købers ordre.

  10. Mangler, Sælgers ansvar og reklamation

    Sælger påtager sig intet ansvar, hvis Køber behandler, opbevarer eller anvender produkterne på anden måde end foreskrevet i produkternes respektive datablade. Køber skal ved modtagelsen undersøge produkterne for mangler både i relation til kvantitet og kvalitet. Køber skal senest 5 hverdage efter Købers modtagelse af produkterne reklamere skriftligt over for Sælger i relation til mangler, som kunne og burde være konstateret af Køber i forbindelse med den nævnte undersøgelse af produkterne. Sælger hæfter endvidere for skjulte mangler ved produkterne, såfremt Køber reklamerer skriftligt over for Sælger i rimelig tid, efter at den pågældende mangel er eller burde være opdaget, dog senest 2 år efter leveringstidspunktet. Ved rettidig reklamation skal Sælger foretage afhjælpning eller omlevering efter Sælgers valg. Hvis Sælger ikke foretager afhjælpning eller omlevering inden for rimelig tid, har Køber ret til ved skriftlig meddelelse til Sælger at hæve aftalen for så vidt angår den mangelfulde leverance. Uanset om Køber hæver eller fastholder aftalen, er Sælgers ansvar for mangler, herunder i relation til afslag i købesummen og erstatning, begrænset til fakturaværdien af den/de mangelfulde produkter. Denne ansvarsbe-grænsning gælder både faktiske mangler (kvalitet og kvantitet) og manglende eller forsinket levering. Endvidere fraskriver Sælger sig ansvaret for driftstab, tidstab, avancetab og ethvert andet indirekte tab påført Køber eller tredjemand.  

  11. Betaling

    Betalingsbetingelserne er anført på ordrebekræftelsen. Hvis ingen betalingsbetingelser er anført, gælder netto kontant ved fakturadato. Sker betaling ikke rettidigt, beregnes rente 2% pr. påbegyndt måned. Hvis Købers betalingsevne efter aftalens indgåelse efter Sælgers skøn forringes væsentligt, eller såfremt Sælger ikke kan opnå debitorforsikring på leveringstidspunktet, kan Sælger forlange kontant betaling eller betryggende sikkerhedsstillelse.

  12. Produktansvar

    Sælger hæfter kun som mellemhandler for produktansvar i det omfang, at dette ansvar følger ufravigeligt af lov om produktansvar og således ikke kan fraviges ved aftale. Herudover fraskriver Sælger sig - i videst mulige omfang - ansvaret for produktansvar, herunder i relation til driftstab, tidstab, avancetab eller andet indirekte tab påført Køber eller tredjemand. Såfremt Sælger måtte bliver pålagt et produktansvar over for tredjemand som følge af produkter leveret til en Køber, der handler inden for sit erhverv, er Køber forpligtet til at holde Sælger skadesløs i samme omfang, som Sælger ovenfor har begrænset sit ansvar.

  13. Tvister

    Sælgers salg af produkter skal behandles efter dansk ret, dog uden anvendelse af den internationale købelov (CISG). Enhver tvist, som relaterer sig til eller udspringer af Sælgers salg af produkter til Køber, og som ikke kan løses i mindelighed, skal behandles ved de danske domstole.

Persondataforordningen

Vi handler alene B to B og opbevarer i den forbindelse kunder med adresser, telefon- og CVR numre som alle er

offentligt tilgængelige. Oplysningerne bevares i op til 30 år af hensyn til muligheden for at kunne servicere vore

kunder på bedst mulige måde med hensyn til oplysning om tidligere køb og aftaler.

 

E-mails i forbindelse med kunder og kundeemner opbevares ligeledes i op til 30 år for at kunne rekonstruere

hændelsesforløb i forbindelse med salg og eventuelt mistede ordrer for i den forbindelse at kunne servicere vore

kunder bedst muligt samt at have bedre mulighed for fremtidige ordrer